• Find os på Facebook

0-2 klasse

Fagligt

Vi ønsker et læringsmiljø, hvor der tages udgangspunkt i det enkelte barn, hvor forståelse og indsigt vægtes højt, hvor tryghed og tillid er udgangspunkt i relationerne og sidst men ikke mindst, at eleverne møder undervisere, der er oprigtige, veluddannede og engagerede, så der skabes mulighed for høj faglighed samt de bedste betingelser for at skabe et godt socialt samspil.

Vi ønsker:

  • glade, aktive og sociale børn, der kan begå sig i klassens sociale samspil.
  • dagligt at udfordre børnene intellektuelt og stimulere børnenes nysgerrighed og lyst til at lære.
  • at styrke og vise respekt for det enkelte barns personlige egenskaber.
  • at skabe en tryg og tillidsfuld relation til det enkelte barn.
  • et tæt og gensidigt forældresamarbejde, der tager udgangspunkt i barnet.
  • at undervisningen bygger på udviklende leg og læring, der foregår i en tryg og tillidsfuld atmosfære og i forskellige undervisningsmiljøer.

Gennem emneuger og stor/lille-vensordning arbejdes på tværs af årgange med faglige emner som omdrejningspunkt.

  • Fag i 0. klasse:
    • Dansk
    • Matematik
    • Bloktimer
    • Religion
  • Fag i 1. klasse:
    • Dansk
    • Matematik
    • Engelsk
    • Bloktimer
    • Religion
    • Billedkunst
  • Fag i 2. klasse:
    • Dansk
    • Matematik
    • Engelsk
    • Bloktimer
    • Religion
    • billedkunst

Bevægelse

I 0.-2. klasse har vi 8 bevægelsestimer om ugen, hvor eleverne er blandet på årgangene. Timerne er fordelt på 4 fag:

  • Udeliv

    Undervisning i Udeliv giver anledning til at tilrettelægge aktiviteter, hvor fx samarbejde, motorik, fantasi og logisk tænkning bliver udviklet/styrket. Ude i naturen er pladsen stor og det høje loft foranlediger bl.a. til, at konflikter mindskes.
    Samtidig giver vi mulighed for børnene kan gruppere sig og danne nye fællesskaber på tværs af alle tre årgange. Vi laver aktiviteter, som byder på både individuelle samt gruppeopdelte opgaver og udfordringer.

  • Musik og bevægelse

    Undervisningen tager udgangspunkt i leg, eksperimenter, afprøvning, forundring og oplevelse. Elevernes læringsprocesser sker fortrinsvis gennem brug af krop og stemme. Det musikalske stof er generelt præget af enkelhed og overskuelighed. Lege og legelignende aktiviteter, der udvikler elevernes pulsfornemmelse, opmærksomhed og samarbejde, indgår som et væsentligt element i undervisningen. Elevernes pulsfornemmelse opbygges ved instrumentledsagelse til de vokale aktiviteter samt gennem rytmelege, sanglege og danse.

  • Boldbasis

    Her giver undervisningen eleverne forudsætninger for at opleve og opdage kroppens muligheder gennem en bred vifte af meningsfulde lege og spil. Eleverne skal udvikle deres motoriske færdigheder idet de udvikler, opøver og eksperimenterer i alsidige idrætslige aktiviteter. Undervisningen tilrettelægges således, at den fremmer elevernes tillid og samarbejde. Gennem lege og spil præsenteres eleverne for forskellige regler, således at de opnår forståelse for reglernes hensigtsmæssighed i forhold til den enkelte aktivitet. Træning af bevægelsesrytme prioriteres højt i begyndelsen af forløbet for at styrke evnen til at kunne koordinere. Ligeledes øves der fin- og grovmotorik gennem omklædning og bad ved start og slutning af hver lektion.

  • Motorik og spring

    Undervisningen giver eleverne forudsætninger for at opleve og opdage kroppens muligheder gennem en bred vifte af meningsfulde lege og springkoncepter. Eleverne skal udvikle deres motoriske færdigheder idet de udvikler, opøver og eksperimenterer i alsidige kropslige aktiviteter. Undervisningen tilrettelægges således, at den fremmer elevernes tillid og samarbejde. Gennem lege præsenteres eleverne for forskellige regler, således de opnår forståelse for reglernes hensigtsmæssighed i forhold til den enkelte aktivitet. Træning af bevægelsesrytme prioriteres højt i begyndelsen af forløbet for at styrke evnen til at kunne koordinere.